En til to ordblinde i hver klasse


Ordblinde har meget svært med at lære at læse og skrive. Der er ofte andre i familien med samme problem. Det kan være en far eller mor, en søskende eller en bedsteforælder, som på trods af god begavelse har haft vanskeligt ved at lære at læse og skrive.

Ingen ved reelt, hvor mange danskere der er ordblinde, for det er der ikke lavet undersøgelser af herhjemme. Flere udenlandske undersøgelser vurderer, at mellem to og fem procent af befolkningen er ordblinde, alt efter hvor man sætter grænsen for ordblindhed. Overføres disse tal til danske forhold betyder det, at der i gennemsnit vil sidde en til to ordblinde i hver eneste skoleklasse.
Det er naturligvis skolens opgave at sørge for den egentlige undervisning af alle børn, hvad enten de har svært eller nemt ved at lære at læse og skrive, og det er i skolen, at børnene skal fungere til hverdag. Men forældre til ordblinde kan gøre meget for at støtte deres børns skolegang.

Dansk Videnscenter for Ordblindhed råder forældre til at søge viden om ordblindhed. Jo mere forældre ved, om deres barns vanskeligheder, desto bedre er mulighederne for, at de bevarer overblikket og kan indgå effektivt i samarbejdet med skolen om deres barn. Forældrene må spørge, lære og handle for at sikre, at deres barn får de bedste muligheder for at lære at læse.
Der er ingen grund til at tro på, at læsningen kommer med tiden, for det passer ikke for ordblinde. Tidlig hjælp er meget vigtigt for en vellykket støtte, viser både danske og internationale undersøgelser. Ved mistanke om ordblindhed kan forældre henvende sig til barnets klasselærer og få en snak om muligheden for at få deres barn testet. En test skal give anbefalinger til, hvordan et barn kan hjælpes. Yderligere oplysninger på www.dvo.dk

Christina kom på ret kurs igen
Lige fra 1. klasse havde den nu 15-årige Christina Hansen meget svært ved at lære at læse og skrive, og hun havde vanskeligt ved at koncentrere sig om skolearbejdet. Men først i 5. klasse blev der foretaget en test, der viste, at hun er ordblind, og hun fik bevilget specialundervisning. Men da var det næsten for sent. Christina var led og ked af skolen, og næsten hver eneste morgen måtte hendes mor skrue bissen på for at få datteren ud af fjerene og i skole.
- Vores ”kampe” skabte tit en dårlig stemning herhjemme. Og det var en frygtelig kamp at få Christina til at lave lektier, fortæller hendes mor Charlotte ærligt.
En dag var Charlotte med den lokale husmoderforening til et foredrag, der kom til at vende op og ned på datterens liv først og fremmest, men også på hele familiens. Kranio-Sakral terapeut Elsebeth Grosbøl fortalte om sine behandlingsmetoder og nævnte undervejs i foredraget, at denne terapiform også har hjulpet ordblinde. Hurtigt efter - i marts 2007 - lagde Christina sig på briksen hos Elsebeth Grosbøl, som efter en grundig undersøgelse fandt en skævhed i den unge piges korsben plus reduceret bevægelighed i de øverste nakkehvirvler. Der blev rettet op på ubalancerne, og mor og datter tog hjem. Og så begyndte der ellers meget hurtigt at ske både det ene og det andet. Christina kunne pludselig begynde at koncentrere sig i skolen, og det blev nemmere for hende at læse. En lærer spurgte forbavset, hvad der var sket.
- Det er meget sjovere for mig at gå i skole nu. Også fordi jeg har skiftet skole, forklarer Christina. Hun har fået to Kranio-Sakral behandlinger i alt.

Kranio-Sakral Terapi til børn
Elsebeth Grosbøl har erfaringer for, at Kranio-Sakral Terapi er god til børn med motoriske problemer, hyperaktivitet, damp, stille børn, vådligger problemer, indlæringsproblemer, ordblindhed, psykiske lidelser, urolige børn, børn der fungerer dårligt socialt, babyer med kolik eller andre problemer, der gør, at de græder uden synlig grund.

Om Kranio-Sakral Terapi
Behandlingen bygger på en rytme, der ligesom hjertets eller åndedrættets rytme, kan mærkes over hele kroppen. Rytmen kaldes den Kranio-Sakrale puls og har en hastighed på 6 - 12 gange i minuttet, hvormed hjernevæsken pumpes rundt omkring hjerne og rygmarv. Heraf kommer navnet Kranio-Sakral Terapi - KST.
Kranio-Sakral terapi er en meget blid, men også dybtgående manuel behandlingsform, som arbejder med kroppens egen puls, med det sigte at påvirke kroppen til selvhelbredelse. Den Kranio-Sakrale puls bliver også kaldt "livets åndedræt", fordi den kan opfattes som et udtryk for en persons vitalitet, og forandringer i denne rytme kan derfor medføre forandringer i både krop og sjæl. Kroppen kan ofte selv rette ubalancer, som kan være opstået efter slag eller stød, influenza, chok og andre påvirkninger. Den amerikanske læge William Sutherland grundlagde behandlingsmetoden for hundrede år siden, og den er siden blevet videreudviklet verden over.
Kilde: KST-foreningen.

Få behandlinger er nok
Elsebeth Grosbøl har haft egen klinik siden marts 1995, først i Århus og i Kruså fra januar 1999. Udover Kranio-Sakral Terapi er hun også uddannet inden for forskellige former for bindevævsmassage samt dybdeterapi.
- Man behøver ikke finde sig i at skulle leve med stress, hovedpine, migræne, rygsmerter eller spændinger i nakke og skuldre, bare fordi ”det ikke kan være anderledes”. For det kan det i langt de fleste tilfælde, forsikrer Elsebeth Grosbøl. Hun siger videre, at metoderne er så effektive, at de fleste af hendes klienter mærker en bedring allerede efter en til to behandlinger. Kan der ikke spores en klar bedring efter tredje behandling, anbefaler hun altid at stoppe.
Elsebeth Grosbøl blev i en tidlig alder interesseret i kroppen og dens funktioner. Hun har dyrket gymnastik, fra hun var to år. Som ung gik hun på Gymnastikhøjskolen i Viborg. Fra barnsben var hun sikker på, at hun ville uddanne sig til fysioterapeut, men sådan gik det bare ikke. I stedet for blev hun uddannet indenfor tøjbranchen, men skiftede hurtigt jobbet som konfektionsassistent ud med et stewardessejob i SAS. I 1989 gik hun i gang med at uddanne sig til alternativ behandler hos Stanley Rosenberg Instituttet i Silkeborg, hvor Elsebeth nu underviser sideløbende med, at hun passer klinikken i Kruså.