Rosenberg Teknik®
Rosenberg Teknik® er en blid, behagelig, specifik bindevævsmassage, udviklet af Stanley Rosenberg, Silkeborg.
Bindevævet ligger imellem organer, muskler og knogler og holder sammen på disse. En muskel er en bindevævssæk (muskelhinde) med muskelfibrene lejret heri. Hvis terapeuten får muskelhinden til at slappe af, bliver muskelfibrene afslappede. Derfor kan man med Rosenberg Teknik®løsne en muskel med et let tryk på muskelhinden, i stedet for at mase dybt i musklens modstand.
Hvor der er spænding imellem huden og musklerne eller knoglerne under huden, er der manglende bevægelsesfrihed mellem huden og disse underliggende dele af kroppen. Det samme gælder for 2 muskler, der ligger tæt opad hinanden. De bør være to separate muskler, der frit kan bevæge sig/arbejde i hver deres retning, men er de ”klistrede” sammen, opstår der ofte smerter, når den ene muskel er nødt til at trække den anden med.
Med Rosenberg Teknik® kan man derfor afbalancere spændingsniveauet i muskelhinder, sener, ledbånd, læderhud og knoglehinder. Rosenberg Teknik® er den teknik, der bruges i A.L.T. Ansigtsløftningsteknik® og Ida P. Rolf Metode®.